• Hud
  •  : Tilstande og sygdomme
  •  : Alopecia, pletskaldethed
   Udskriv

Kommentar til artiklen

Kontakt redaktionen

Alopecia, pletskaldethed

Lægehåndbogen - http://www.laegehaandbogen.dk

Alopecia areata, pletskaldethed

Basisoplysninger

Definition

  • Alopecia areata
  • Pletvist hårtab som debuterer pludseligt og ofte i ung alder, hos begge køn1,2,3
  • Kan indebære en alvorlig belastning for selvopfattelse og livskvalitet
  • Hvis alt hår på hovedet tabes, betegnes tilstanden alopecia totalis, og hvis alt hår på kroppen forsvinder, bruges betegnelsen alopecia universalis4

Forekomst

  • Ikke usædvanlig i almen praksis
  • Mænd og kvinder rammes lige hyppigt5
  • Tilstanden kan forekomme i alle aldre, men optræder hyppigst blandt børn og unge, og knap halvdelen af tilfældene ses hos personer under 20 år6
  • I løbet af livet udvikler ca. 1,7% af befolkningen alopecia areata 6

Ætiologi og patogenese

Ætiologi

  • Årsagen er ukendt, og patogenesen er ikke klarlagt7,8
  • Udløsende faktorer
    • Både miljøfaktorer (bl.a. infektioner) og psykisk stress har været foreslået som udløsende faktorer hos genetisk disponerede personer
  • Genetisk disposition
    • Er antagelig afgørende for udvikling af alopecia areata9
    • Øget familiær forekomst ses især ved tidlig debut, og der er høj konkordans hos enæggede tvillinger
    • Association til autoimmune sygdomme som diabetes, vitiligo og hyper- eller hypothyreoidisme2,10
    • Immunsuppresive medikamenter kan give forbigående genvækst af hår ved alopecia areata
  • Autoimmun sygdom?
    • Alopecia areata synes således at kunne være en organspecifik autoimmun sygdom11
    • Lokale immunologiske forhold er også af betydning, idet udvikling af en alopeci-plet kan ske samtidig med genvækst af hår i en alopeci-plet et andet sted
    • T-lymfocytter synes at spille en vigtig rolle

Patofysiologi

  • Hårtabet ved alopecia areata forudgås af en markant øgning af andelen af hårfollikler i hvilefase (telogen fase)
  • Enkelte hår bliver dystrofiske og brækker og kan ses som "udråbstegn" i periferien af den hårløse plet
  • Når hårtabet har varet længe, bliver hårfolliklerne mindre og vækstfasen (anagen fase) kortere
  • Histologisk ses et peribulbært og intrafollikulært inflammatorisk celleinfiltrat rundt om hårfollikler i vækstfase, domineret af aktiverede T-lymfocytter, makrofager og langerhansceller7
  • Det er uklart om forandringerne i hårfolliklerne forudgår eller efterfølger det inflammatoriske infiltrat

Disponerende faktorer

  • Andre sygdomme7,12,13, f.eks.
    • Hashimotos tyroidit
    • Perniciøs anæmi
    • Addisons sygdom
    • Vitiligo

ICPC-2

ICD-10

  • L63 Alopecia areata
    • L63.0 Alopecia (capitis) totalis
    • L63.1 Alopecia universalis
    • L63.8 Alopecia areata, andre former
    • L63.9 Alopecia areata uden specifikation

Diagnose

Diagnostiske kriterier

  • Hurtig debut og typiske kliniske fund

Differentialdiagnoser

  • Tinea capitis
  • Mandlig skaldethed, androgen alopeci
  • Hårtab efter infektion eller i barselsperiode
  • Diskoid lupus erythematosus
  • Trichotillomania (psykisk betinget hårudtrækning)
  • Medikamentelt induceret alopeci
    • F.eks. som følge af vitamin A, retinoider, antimitotiske stoffer, antikoagulantia, antityreoide midler, p-piller, allopurinol, propranolol, indometacin, amfetamin, salicylater, gentamicin, levodopa
    • En reversibel tilstand

Sygehistorie

  • Starter ofte med en eller nogle få møntstore pletter med hårtab, som gradvis bliver større i løbet af nogle uger
  • Skæg, øjenbryn og øjenlåg kan også rammes
  • Tilstanden kan også, undtagelsesvist, ramme hele hårbunden og kropsbehåringen
  • Forløbet varierer stærkt, og mere end halvdelen af patienterne får håret tilbage spontant inden for seks måneder
  • Recidiv er ikke usædvanligt og enkelte forbliver pletskaldede i flere år7

Kliniske fund

  • Pletvist hårtab, hvor området er cirkulært, helt glat og uden ardannelse
  • Små hår, 2-3 mm i længde, kan ses
Alopecia areata
Alopecia areata

Alopecia areata

Supplerende undersøgelser i almen praksis

  • Associationen til andre autoimmune sygdomme taler for, at man bør kontrollere, om der foreligger thyroideasygdom, evt. perniciøs anæmi

Andre undersøgelser

  • Biopsi er sjældent indiceret

Hvornår skal patienten henvises?

  • Ved total eller universel alopeci er det rimeligt at henvise til hudlæge
  • Ved tab af øjenbryn eller vipper kan henvises til dermatolog med henblik på injektionsbehandling

Behandling

Behandlingsmål

  • Spontan helbredelse hos 80-90%
  • Ved refraktær tilstand kan aktiv behandling være aktuel for at genvinde håret

Generelt om behandlingen

  • Som regel er det fornuftigt at være afventende med aktiv behandling, idet tilstanden er selvlimiterende14
    • 80% får fuldstændig genvækst af håret
  • Medikamentel behandling?
    • Ved behov for behandling er de traditionelle behandlinger:
    • lokalsteroid
    • lokal injektion af steroid i huden
    • evt. minoxidil15,16
    • En metaanalyse af effekten af lokal og systemisk behandling med kortikosteroider, lokalbehandling med minoxidil og cyklosporin, samt fotodynamisk behandling fandt, at ingen af disse behandlinger havde langtidseffekt (Ia)17
    • Alvorlige former kan behandles systemisk med kortikosteroider, men recidiv følger ved behandlingsophør

Hvad kan patienten selv gøre?

  • Ikke noget specifikt

Medicinsk behandling

  • Langtidseffekt af behandling skal ikke forventes17
  • Binyrebarkhormon (kortikoid)- injektioner i læsionen18,19
    • Forbigående effektivt ved alopecia areata (hos voksne)
    • Ny hårvækst er almindeligvis synlig inden fire uger
    • Bivirkninger kan være hudatrofi, hypopigmentering og systemisk absorption
  • Potente binyrebarkhormon - (kortikosteroid) salver eller cremer
    • Forbigående effektive
    • Anvendes i 6 uger, herefter risiko for atrofi
  • Minoksidil liniment
    • Har effekt hos 25-40%, men kun så længe behandlingen pågår
    • Evaluér effekten efter tre måneder

Anden behandling

  • PUVA, psoralen plus UVA-lys
    • Forbigående effektivt
    • Recidiv ved seponering
  • Sensibilisering
    • Sensibiliseringsbehandling med gentagne eksponeringer
    • Undertiden effektiv, men giver mange bivirkninger og er vanskelig at styre, så bør udføres i specialistregi

Forløb, komplikationer og prognose

Forløb

  • Forløbet er varierende og mere end halvdelen af patienterne får håret tilbage spontant inden for 6-12 måneder14,12
    • Pigmentændringer i genudvokset hår kan forekomme
  • Recidiv er ikke usædvanligt og enkelte har hårtab gennem flere år7

Prognose

  • Tilstanden er for de fleste selvbegrænsende
  • 80% får fuldstændig genvækst af håret
  • Prognosen er dårligere, hvis tilstanden varer længere end et år, starter før puberteten eller hvis symptomerne er udtalte ved debut20
  • Ca. 30-50% vil senere få recidiv13

Prædiktive faktorer

  • Følgende taler for dårlig prognose:
    • Atopisk eksem
    • Tidlig debut (før pubertet)
    • Udbredt tilstand, total eller universel alopeci
    • Varighed mere end fem år
    • Involvering af de perifere dele af skalpen

Patientinformation

Hvad bør du informere patienten om

  • Personer med alopecia areata skal mødes med empati, støtte og information hos lægen og hjælpes til bedre at mestre situationen2

Hvad findes af skriftlig patientinformation

Animation

Illustrationer

Billeder

Alopecia areata

Alopecia areata (pletskaldethed) starter ofte med en eller nogle få møntstore pletter med hårtab, som gradvis bliver større i løbet af nogle uger

 Alopecia areata

Alopecia areata. Det afficerede område er cirkulært, helt glat og uden ardannelse. Små hår, 2-3 mm i længde, kan ses

Lokal alopecia

Alopecia areata (pletskaldethed) opstår pludseligt, ofte hos yngre, og både hos mænd og kvinder

Kilder

Referencer

  1. Mørk C. Hårtap. Årsak, diagnostikk, klinikk og behandling. Tidsskr Nor Lægeforen 1997; 117: 3101-6. PubMed
  2. Gjersvik PJ. Er alopecia areata en autoimmun sykdom?. Tidsskr Nor Lægeforen 2002; 122: 1093. Tidsskriftet
  3. Gjersvik PJ. Mannlig skallethet. Tidsskr Nor Lægeforen 2002; 120: 1120. Tidsskriftet
  4. Bertolino AP. Alopecia areata. A clinical overview. Postgrad Med 2000;107:81-5,89-90.
  5. Mounsey AL, Reed SW. Diagnosing and treating hair loss. Am Fam Physician 2009; 80: 356-62. AFP
  6. Safavi KH, Muller SA, Suman VJ, Moshell AN, Melton LJ III. Incidence of alopecia areata in Olmsted County, Minnesota, 1975 through 1989. Mayo Clin Proc 1995; 70: 628–33.
  7. Madani S, Shapiro J. Alopecia areata update. J Am Acad Dermatol 2000; 42: 549-70. PubMed
  8. Randall VA. Is alopecia areata an autoimmune disease?. Lancet 2001; 358: 1922-4. PubMed
  9. Duvic M, Nelson A, de Andrade M. The genetics of alopecia areata. Clin Dermatol 2001; 19: 135-9. PubMed
  10. McDonagh AJ, Messenger AG. The pathogenesis of alopecia areata. Dermatol Clin 1996; 14: 661–670.
  11. Madani S, Shapiro J. Alopecia areata update. J Am Acad Dermatol 2000;42:549-66. PubMed
  12. Sperling LC, Mezebish DS. Hair diseases. Med Clin North Am 1998;82:1155-69. PubMed
  13. Goodheart HP. Hair and scalp disorders. Part 2: Alopecia areata. Womens Health Prim Care 1999; 2:283-7. PubMed
  14. Bertolino AP. Alopecia areata. A clinical overview. Postgrad Med 2000; 107: 81. PubMed
  15. Price VH. Treatment of hair loss. N Engl J Med 1999; 341: 964. NEJM
  16. Shapiro J, Price VH. Hair regrowth. Therapeutic agents. Dermatol Clin 1998;16:341-56. PubMed
  17. Delamere FM, Sladden MM, Dobbins HM, Leonardi-Bee J. Interventions for alopecia areata. Cochrane Database Syst Rev, issue 2, 2008. CD004413. Cochrane
  18. Goldstein BG, Goldstein AO. Nonscarring hair loss. UpToDate, June 2 2005; www.uptodate.com. UpToDate
  19. MacDonald Hull SP, Wood ML, Hutchinson PE, Sladden M, Messenger AG, for the British Association of Dermatologists. Guidelines for the management of alopecia areata. Br J Dermatol 2003; 149: 692–9.
  20. Tosti A, Bellavista S, Iorizzo M. Alopecia areata: a long term follow-up study of 191 patients. J Am Acad Dermatol 2006; 55: 438–41.

Fagmedarbejdere

  • Tove Agner, overlæge, dr. med., Dermatologisk-venerologisk afd. Bispebjerg Hospital
  • Hans Christian Kjeldsen, speciallæge i almen medicin, ph.d., Aarhus Universitet, afd. for almen medicin. Praktiserende læge, Århus
  • Terje Johannessen, professor i allmennmedisin, Institutt for samfunnsmedisinske fag, Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet, Trondheim (tilpasning til NEL)

Datoer

  • Publiceret: 01.07.2010
  • Seneste redaktionelle revidering: 17.08.2010