• Mave/tarm
  •  : Tilstande og sygdomme
  •  : Analabsces og analfistel
   Udskriv

Kommentar til artiklen

Kontakt redaktionen

Analabsces og analfistel

Lægehåndbogen - http://www.laegehaandbogen.dk

Analabsces og analfistel

Basisoplysninger

  • Analabscesser kan være ordinære hudabscesser, men de vil oftest have deres udspring fra analkirtlerne og sprede sig i forskellige retninger
  • En analfistel går fra en indre åbning i analkanalen og gennem en større eller mindre del af interne og eksterne sfinkter, til en ydre åbning i huden
    • Hvis der kun er én åbning, betegnes tilstanden en analsinus

Forekomst

  • Abscesser er almindelige i anal- og rektalområdet, det samme gælder fistler, som er en hyppig sequlae

Ætiologi og patogenese

Anorektal absces

  • Næsten alle anorektale abscesser starter i en analkrypt og dennes kirtler
    • Udførselsgangen til analkirtlen blokeres, hvilket giver infektion og abscesdannelse
  • Infektionen kan sprede sig til potentielle rum, som er fyldt med fedtvæv, og som har mindre modstandskraft mod infektioner
  • Rummene, som kan blive inficerede, enten isoleret eller i kombination med hinanden, er som følger:
    • Det perianale rum, som er det mest hyppige område for anorektale abscesser
      • Pus spredes i kaudal retning mellem indre- og ydre sfinkter, og danner en smertefuld, øm og rød hævelse ved analkanten, som regel i bagre midtlinje
    • Det intersfinkteriske rum
    • Det ischiorektale rum
    • Det dybe postanale rum
    • Supralevator rummet
    • Hesteskoabsces (multipel spredning)

Analfistel

  • Analfistler forårsages næsten altid af en eksisterende analabsces

Disponerende faktorer

  • Mb Crohn

ICPC-2

ICD-10

  • K60 Fissur og rift i og omkring endetarm
    • K60.3 Fistula ani
    • K60.4 Fistula recti
    • K60.5 Fistula anorectalis
  • K61 Byld ved og omkring endetarm
    • K61.0 Abscessus ani
    • K61.1 Abscessus recti
    • K61.2 Abscessus anorectalis
    • K61.3 Abscessus ischiorectalis
  • K61.4 Abscessus intrasphinctericus ani

Diagnosen

Diagnostiske kriterier

  • Typiske fund

Differentialdiagnoser

Sygehistorie

  • Initialt mærker patienten en øm, værkende eller dunkende smerte, som forværres før defækation og som lindres efter defækation, men som vedvarer mellem disse
    • Smerten forværres som følge af øget tryk i rektum, hvilket gælder for perioden før defækation
  • Efterhånden som abscessen vokser og spredes, og kommer nærmere overfladen, vil smerten blive mere intens
  • Smerten øges ved belastning, hoste og nys
  • Hvis abscessen vokser tilstrækkelig, vil smerten kunne gøre det vanskeligt at gå og sidde
  • Efter en periode med anorektal absces kan der udvikles en væskende fistel, som kan give kløe og eksem
  • Anorektale abscesser udvikler sig ofte til et recidiverende problem

Kliniske fund

  • Abscesser, som ligger langt ude, giver lokale fund som varme, hævelse og rødme
  • Abscesser, som befinder sig højere oppe, giver først og fremmest smerter og evt. feber. Udtalt ømhed ved rektal palpation
  • Analfistler vil ved inspektion kunne påvises ved, at man ser den ydre åbning. Ved palpation af analkanalen vil man ofte kunne mærke den indre åbning ved linea pectinata 1-2 cm inde

Hvornår skal patienten henvises?

  • Ved mistanke om tilstanden eller ved sikker diagnose

Terapi

Behandlingsmål

  • Symptomlindring
  • Sanering af infektion

Generelt om behandlingen

  • Patienten bør behandles af kirurg

Medikamentel behandling

  • Antibiotika vil kunne være en del af behandlingen af akut absces

Kirurgi

  • Både analabscesser og analfistler bør behandles af kirurg
  • Det er meget vigtigt, at analabscesser behandles tidligt og korrekt. Hvis abscessen når at sprede sig og lave fistler, er der høj risiko for kronisk besvær

Kirurgisk teknik (Hvidovre)1,2

  • Patienten i rygleje i benholdere med sædet udenfor operationslejets kant
  • Abscesser
    • Dræneres bredt med stor hudåbning og nærmest mulig sfinkterapparatet
    • Alternativt kan incisionen sutureres, især ved velafgrænsede mindre abscesser
    • Det er vigtigt, at drænere alle hulrum i absceshulen
    • Skrab med skarp ske og/eller sondering efter fistelgange er ikke indiceret i første omgang
    • De fleste abscesser (>60%) lukker sig spontant, hvis man lader dem hele per secundam
    • Større abscesser kræver ofte gentagne revisioner og skiftninger inden patienten udskrives
    • Hesteskoabscesser kræver individuel behandling, oftest to incisioner, en på hver side, og altid åben behandling
  • Ved recidiv
    • Tænk altid på inflammatorisk tarmsygdom
  • Fistler
    • Alle fistler skal kortlægges med anoskopi, forsigtig sondering, grundig digital eksploration/palpation af analkanalen og evt. anal ultralyd og/eller analfysiologisk undersøgelse
    • Ved mistanke om udbredte fistelsystemer, kan fistulografi være nyttig, især for at påvise forbindelse til rektum
    • Lave, enkle fistler kan som regel spaltes direkte eller ekscideres
    • Ved alle transsfinkteriske fistler skal m. sfinkter internus spaltes
    • Er der tvivl om fistelens lokalisation må fistelen aldrig gennemskæres
    • Ved høje transsfinkteriske fistler spaltes internus, og der sættes tråd (Seton) omkring eksternus
    • Ved supralevatorfistler, som ikke bryder ind i rektum, dræneres ischiorektalt
    • Ved supralevator fistler, som bryder ind i rektum, lægges sigmoideostomi og åbningen til rektum lukkes, drænage ischiorektalt

Forløb, komplikationer og prognose

Forløb

  • Analabscesser, som kommunikerer med analkanalen, har en høj tendens til at blive kroniske og recidiverende
  • De vil ofte føre til udvikling af anale fistler, som giver sekretion og smerte

Prognose

  • Risiko for at tilstanden bliver kronisk
  • Risiko for inkontinens som resultat af kirurgisk indgreb

Patientinformation

Hvad findes af skriftlig patientinformation

Illustrationer

Plancher eller tegninger

Kilder

Referencer

Fagmedarbejdere

  • Svend Schulze, ledende overlæge, dr.med., Hvidovre Hospital, Gastroenheden
  • Hans Christian Kjeldsen, læge, ph.d., Aarhus Universitet, afd. for almen medicin, Institut for Folkesundhed
  • Hermod Petersen, professor og overlege, Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet og Medisinsk afdeling, Regionsykehuset i Trondheim
  • Terje Johannessen, professor i allmennmedisin, Institutt for samfunnsmedisinske fag, Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet, Trondheim
  • Jon Erik Grønbech, professor og overlege, Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet og Kirurgisk afdeling, Regionsykehuset i Trondheim

Datoer

  • Publiceret: 19.11.2008
  • Seneste redaktionelle revidering: 08.06.2009