• Ortopædi
  •  : Tilstande og sygdomme
  •  : Ankelskade, akut
   Udskriv

Kommentar til artiklen

Kontakt redaktionen

Ankelskade, akut

Lægehåndbogen - http://www.laegehaandbogen.dk

Akutte ankelskader

Basisoplysninger

Definition

  • Akut opstået skade af ledbånd og knoglestrukturer i ankelleddet. Den hyppigste skade er overstrækning af laterale ledbånd1,2
  • Kan inddeles på følgende måde3
    • Grad 1 - mild overstrækning af ledbånd uden instabilitet i leddet
    • Grad 2 - delvis ruptur af ligamentkomplekset med mild instabilitet i leddet
    • Grad 3 - komplet ruptur af ligamentkomplekset med instabilitet i leddet
  • Inadækvat behandling kan føre til kroniske problemer som nedsat bevægelighed, smerte og ledinstabilitet4

Forekomst

  • Incidens
    • Det er estimeret, at der i Norge forekommer over 400 ankelskader pr. dag (USA: 23.000) eller ca. 200.000 pr år (USA 11.500.000)
    • 60-70.000 ankelskader behandles på lægeklinik eller skadestue hvert år
  • Omfang
    • Ankelskader udgør ca. 25% af muskel-skelet skader i befolkningen, og op mod 10% af alle akutte skader behandlet på skadestuer
    • Knoglebrud udgør i forskellige materialer ca. 15%5,5
  • Ligamentskader i anklen
    • Er den hyppigst forekommende skade indenfor idræt og udgør 20% af alle idrætsskader
    • I enkelte idrætter som fodbold (38%), basketball (37%), volleyball (48%) og håndbold (25%) udgør ankelskaderne en endnu større procentdel af det totale skadeantal
  • Lokalisation
    • 90% af alle ankelskader er laterale, 10% er mediale

Funktionel anatomi

  • Ankelleddet består af to led
    • Talocruralleddet (mellem tibia-fibula og talus)
    • Subtalarleddet (mellem talus og calcaneus)
  • Bevægelser
    • Næsten al fleksion sker i talocruralleddet, mens pro-/supination og inad-/udadrotation hovedsageligt sker i subtalarleddet
  • Passiv stabilitet i ankelleddet sikres af de laterale og mediale ligamenter
    • På lateralsiden findes tre selvstændige ligamenter - lig. talofibulare ant., lig. calcaneofibulare og lig. talofibulare post.
    • På medialsiden udgør de fire ligamenter en enhed som ofte benævnes lig. deltoideum - disse ligamenter er meget stærkere end ligamenterne på lateralsiden
  • Aktiv stabilitet i anklen sikres af
    • Peroneusmuskulaturen på lateralsiden
    • M. tibialis ant. og post. på for- og medialsiden

Ætiologi og patogenese

Skademekanismer

  • Den hyppigste skademekanisme, der forårsager omkring 85% af alle ankelskader, er inversion, dvs. en kombineret bevægelse hvor man lander efter løb eller spring i plantarflektion og hvor foden supineres og inadroteres1
  • Den modsatte bevægelse, eversion, består i samtidig pronation, udadrotation og dorsalflektion
  • Lig. talofibulare ant. er mest udsat for skade
    • Ligamentet belastes mest i plantarflektion
    • Det har også en lavere brudstyrke end de øvrige laterale ligamenter

Generelt om skaderne

  • Mekaniske skader på ledbånd
  • Evt. frakturer
  • Skade på den proprioceptive nerveforsyning, hvilket bidrager til dårligere funktion

Disponerende faktorer

  • Forskellige idrætsaktiviteter
  • Tidligere ankelskader

ICPC-2

ICD-10

  • S93 Ledskred og forvridning af led og ligamenter i ankel og fod
    • S93.0 Luxatio talus
    • S93.2 Ruptura traumatica ligamenti reg malleolorum et pedis
    • S93.4 Distorsio reg malleolorum
  • S96 Beskadigelse af muskler og sener på ankel og fod
  • S97 Knusningslæsion af ankel og fod
  • S99 Beskadigelser af ankel og fod, andre og ikke specificeret
    • S99.7 Laesio traumatica reg malleolorum et pedis multiplex

Diagnosen

Diagnostiske kriterier

  • En klinisk diagnose, evt. kombineret med røntgen

Differentialdiagnoser

  • Laterale skader
  • Syndesmose skader
  • Mediale skader
  • Peroneusluksation

Sygehistorie

Laterale skader

  • Over 85% af skaderne sker ved inversionstraumer (supination og indadrotation) ved landing efter spring eller løb, eller ved vending
  • Normalt rumperer lig. talofibulare ant. først (50% af skaderne er isolerede ruptur af dette ligament) derefter lig. calcaneofibulare (ca 20%) og kun i sjældne tilfælde (ca 1%) rumperer alle laterale ligamenter
  • Samme skademekanisme kan også føre til ankelfraktur, og hos yngre patienter kan der foreligge epifyseskader
  • Generelt er frakturer hyppigere blandt ældre patienter, mens ligamentskader er hyppigere hos yngre
  • Laterale ligamentskader gradueres fra grad I-III
    • Grad I - partiel ruptur af lig. talofibulare ant. og/eller calcaneofibulare
    • Grad II - totalruptur af lig. talofibulare ant. med intakt lig. calcaneofibulare
    • Grad III - totalruptur af lig. talofibulare ant. og lig. calcaneofibulare
  • Overbelastning af mediale del af talocruralleddet kan føre til osteokondrale skader

Syndesmoseskader

  • Bortset fra frakturer er skade på den anteriore del af syndesmosen den vigtigste differentialdiagnose til laterale ligamentskader
  • Syndesmoseskade kan forekomme i kombination med ligamentskade eller isoleret
  • Kombineret udadrotation og dorsalflektion kan føre til isoleret anterior syndesmoseskade
  • Hvis anklen sikres mod dorsalflektion (f.eks. i alpin skistøvle), kan en kraftig udadrotation af anklen føre til at tibia og fibula trækkes fra hinanden og anteriore del af syndesmosen rumperer

Mediale ligamentskader

  • Eversionstraumer fører oftest til skade på lig. deltoideum med eller uden samtidig syndesmoseskade
  • Isolerede ligamentskader på medialsiden er sjældne, og studier tyder på at de kun udgør 1-2% af ligamentskaderne i anklen
  • Årsagen til den lave andel af isolerede medialligamentskader kan muligvis være at lig. deltoideum har en højere brudstyrke end de laterale ligamenter, og at en eversionsskade derfor mere sandsynligt fører til fraktur eller syndesmoseskade

Peroneusluksation

  • Supinationstraume i dorsalflektion mod kontraheret peroneusmuskulatur kan føre til at peroneusretinaklerne løsnes med subluksation eller luksation af senen(e) som resultat
  • Man vil da erkende at peroneussenen glider op på lateralsiden af fibulaspidsen ved dorsalflektion

Kliniske fund

Akutfasen

  • Diagnostisk differentiering
    • Foreligger der en lateral ligamentskade eller en fraktur?
    • Fraktur kan foreligge i fibula eller basis af 5. metatars
    • Palper forløbet af fibula
    • Se også "Ottawa ankle rules" nedenfor
  • Observation
    • Et typisk fund ved ankelskader er hævelse foran og under laterale malleol (kan være begrænset, hvis patienten er vel behandlet i det akutte stadie
  • Grundig palpation er den vigtigste undersøgelse
    • Laterale malleol, 5. metatars og øvrige skelet- og knoglestrukturer palperes systematisk - obs. fraktur i proksimale fibula
    • Palpationssmerte ved ligamentskader er som regel lokaliseret til ligamentet, mens selve malleolen er relativt uøm
    • Hvis der foreligger betydeligt hæmatom kan det være vanskeligt at udelukke fraktur på den kliniske undersøgelse alene
    • Palpation af peroneussenen hører også med i den akutte vurdering
  • Stresstests som skuffetest og talar-tilt-test
    • Har begrænset værdi i akutfasen
  • Syndesmosetests er en vigtig del af undersøgelsen
    • Anteriore syndesmose udpalperes
    • Squeeze-test eller klemmetest går ud på at klemme fibula og tibia sammen midt på læggen, distal smerte i syndesmoseregionen giver mistanke om skade der
      • Alternativ årsag kan være fibula- eller tibiafraktur, compartmentsyndrom eller kontusion af lægmusklerne
    • En alternativ syndesmosetest er udadrotationstesten (neutral stilling i anklen og udadrotation), men smerter ved denne test kan også skyldes skade på lig. talofibulare ant.
  • Reeksamination
    • Ny undersøgelse 3-5 dage efter skaden, når smerter og hævelse er aftaget, kan give en mere korrekt vurdering af tilstanden1

Ottawa ankelregler

  • Hvornår er røntgen indiceret?6
  • Ved smerter over malleolerne (nederste 6 cm) på lateralsiden eller medialsiden
    • Knogleømhed ved palpation af laterale eller mediale malleol
    • Patienten kan ikke støtte på foden - hverken umiddelbart efter skaden eller ved en senere lægeundersøgelse
  • Ved smerter i mellemfods-zonen samt
    • Knogleømhed ved basis af 5. metatars
    • Knogleømhed ved navikulare knoglen
    • Patienten kan ikke stå på foden hverken umiddelbart efter skaden eller ved en senere lægeundersøgelse
  • Diagnostisk præcision (Ia)7
    • Sensitiviteten er nær 100%
    • Specificiteten er 25-50%

Fund ved kompliceret forløb

  • Stresstests - i form af anterior skuffetest eller talar-tilt-test
  • Forreste skuffetest, sammenlign med den raske side
    • Grib om hælen og læggen. Før calcaneus/talus forover i forhold til tibia
    • Testen bør foretages i 10-20 grader plantarflektion
    • Foden bør hvile på underarmen og rotere frit indad mens foden trækkes fremad
    • Skade på ligamenterne på lateralsiden vil føre til øget bevægelse fremad i tillæg til øget indadrotation
  • Talar-tilt-test
    • Calcaneus/taluskomplekset supineres i forhold til tibia/fibula
    • Efter skade på de laterale ligamenter vil man forvente øget supination
    • Testen foretages i neutral flektion eller let dorsalflektion
    • Sammenligning med den raske side er relevant og ofte nyttig
  • Begge tests kan kvantiteres ved stressrøntgen, men dynamisk gennemlysning i skadestue eller på operationsstuen er oftest diagnostisk afgørende før operation

Langtidsskader

  • Ankelskader som ikke er ophelet efter 3 måneder
  • Revurder om fraktur er overset
  • Henvis til ortopædkirurg

Andre undersøgelser

Røntgen

  • Bestilles hvis fraktur ikke kan udelukkes efter den kliniske undersøgelse
  • Standard ankelserie bør omfatte forfra- og sidebillede, samt et såkaldt indadroteret fodledsbillede (20 grader) som viser talus projiceret ind i fodledsgaflen
  • Laterale malleolfrakturer vil ofte være lette at se
  • Syndesmoseskader kan føre til lateralforskydning af talus og øget bredde i fodgaflen
  • Ved mistanke om fraktur af basis 5. metatars bør man rekvirere standardrøntgen af denne knogle
  • Forfra-billede i indadrotation kan afdække avulsionsskade af peroneusretinaklerne fra distale fibula
  • Mindre brusk/knogleskader ved mediale kant af talus og tilstødende del af tibia kan ofte være vanskelige at påvise tidligt (osteokondral kompressionsfraktur). Ny røntgenundersøgelse kan være indiceret efter uger/måneder med ringe bedring

Andre undersøgelser

  • Ved kroniske gener kan det være aktuelt at foretage stressrøntgen, artrografi, scintigrafi, ultralyd, CT, MR og artroskopi

Hvornår skal patienten henvises?

  • Ved mistanke om skeletskade
  • Røntgen bør gentages efter 1 måned hvis der fortsat er smerter ved almindelig gang
  • Ved ankelskader, hvor patienten ikke er blevet symptomfri efter 3 måneder

Behandling

Behandlingsmål

  • Akutbehandlingen har følgende mål
    • Normal og smertefri bevægelighed
    • Normal styrke i peroneusmuskulaturen
    • Normal proprioceptiv funktion
    • Opheling af beskadiget ligament/ligamenter
    • Reduktion af blødning og ødemudvikling

Generelt om behandlingen

  • Aktiv funktionel træning er den bedste behandling8,9
    1. Består i RICE-behandling de første 24-48 timer
    2. Øvelser for at genvinde bevægelighed og styrke, starter efter 48-72 timer
    3. Udholdenhedstræning, idrætsspecifikke aktiviteter og træning for at bedre balancen begynder en tid efter fase 2
  • Der skelnes mellem tiltag i akutfasen og den senere fase10
  • Det skelnes også mellem optræningsprogram for aktive idrætsudøvere og ikke-aktive

0-48 timer

  • RICE (Rest, Ice, Compression, Elevation)-behandling er væsentlig
    • Fuldstændig aflastning af benet
    • Applicere kuldepakning over laterale malleol og fiksere den med elastisk bind (fungerer her også som kompressionsbandage)11
    • Elevere benet højt (over hjerteniveau)
    • Undgå brug af uelastiske bandager i akutfasen
    • Klinisk undersøgelse gennemføres helst først efter mindst 30 min RICE-behandling og vil afklare behovet for røntgenundersøgelse
  • Ved ordinær lateral ligamentskade fortsætter RICE-behandlingen hjemme
    • Krykker bør benyttes og patienten bør sygemeldes de første to dage efter skaden
    • Nedkøling gentages når patienten kommer hjem og i 20 minutter hver 3.-4. time de første 48 timer
    • Kuldebehandlingen gennemføres ved hjælp af kuldepakninger eller rindende koldt vand fra vandhanen
    • Patienter som ikke er motiverede for kuldebehandling bør også gennemføre kompression med elastisk bind, elevation og aflastning

48 timer - senere forløb

  • Blødningen er hovedsageligt svundet hos en del, og det første mål er at genvinde normal og smertefri bevægelighed, samt at forebygge tendensen til hævelse
  • Et intensivt træningsprogram, gerne to gange dagligt, som starter med lette strækninger (plantar-dorsalflektion) er formålstjenlige
    • Individualiseres i forhold til udøverens smerter og ubehag
    • Fokuser på at øve bevægeligheden i dorsalflektion kombineret med isometriske peroneus-kontraktioner, senere almindelige styrkeøvelser
  • Cykling er en god startøvelse - let belastning, undgå overdreven brug af ankelleddet
  • Nedkøling og kompression gentages efter træning så længe der er tendens til hævelse
  • Belastning uden krykker er tilladt
  • Sportstape eller ortose anbefales under træning12

Efter dage - uger

  • Proprioceptiv træning på balancebræt
    • Kan almindeligvis starte 1-3 uger efter skaden
    • Træningen bør gennemføres i 10 minutter 5 gange per uge i 10 uger
    • Patienten står på et ben på balancebrættet med det andet benet løftet og med ret vinkel i knæleddet, mens armene holdes over kors på brystet
    • Øvelsen kan gøres lettere eller vanskeligere ved henholdsvis at vælge blødere og hårdere underlag
  • Daglig selvtræning med progression fra lineære bevægelser til retningsvariationer
  • Efter nogen tid kan den aktuelle idræt efterlignes
  • Sportstape eller ortose kan benyttes

Tilbage til konkurrencesport

  • Fuld smertefri bevægelighed opnås ofte indenfor få uger
  • Tab af peroneusstyrke kan næsten undgås helt ved tidlig funktionel træning
  • Tab af proprioceptiv funktion kan det tage 10 uger at genvinde
  • Opheling af skadet ligament kan tage lang tid
    • Uorganiseret arvæv ses efter 5-6 uger
    • Reorganisering til funktionelt ligament kan tage over 6 måneder
  • Risikoen for ny skade er betydelig de første 12 måneder
    • Ortose eller tapening kan til en vis grad beskytte i den udsatte rehabiliteringsperiode

Ikke-idrætsudøvere

  • Behandlingsprincipperne er de samme
  • RICE-behandling i akutfasen og tidlig mobilisering med ortose er formentlig den bedste behandling

Hvad kan patienten selv gøre?

  • Se generelt om behandlingen

Medicinsk behandling

  • Antiflogistika eller analgetika vil ofte være aktuelt de første dage13,14, eks.:
    • paracetamol tbl. 0,5 g: 2 tbl. x 4 i 2-4 dage
    • diclofenac tbl. 50 mg: 1 tbl. x 3 i 5-7 dage

Anden behandling

  • Se generelt om behandling
  • Operativ behandling
    • Er kun aktuelt i helt specielle tilfælde ved kroniske ankelgener
    • Der er ingen konsensus om at kirurgi er bedre end funktionel terapi ved ankelskader, skønt kirurgi vil være nyttig ved alvorlige rupturer
    • Synes ikke at være mere gunstig end konservativ behandling (Ia)15
  • Ultralydsbehandling
    • Anbefales ikke (Ia)16
  • Støttebehandling
    • Semirigid støtte er mere effektivt end tape eller elastiske bandager (Ia)17
  • Gips fra under knæet
    • Sammenlignet med elastisk bind, støttesko eller opblæsbar støtte, førte gipsbehandling i 10 dage til hurtigere bedring og bedre funktion efter 3 mdr18 (Ib)
      • Efter 9 mdr var der ikke længere forskel mellem grupperne
  • Air-Stirrup ortose
    • Behandling af førstegangs grad I og II ligamentskader i anklen med Air-Stirrup ortose + elastisk bandage, gav bedre resultat end Air-Stirrup ortose alene, elastiske bandage alene eller gågips i 10 dage (Ib)19

Forebyggende behandling

  • Forebyggende træning og ekstern ankelstøtte
    • Anbefales for at forebygge ankelskader både som primær og sekundærprofylakse (Ia)20,21,22
  • Tapening eller ortose
    • Anbefales benyttet i 6-12 måneder efter akut ankelskade (sekundær profylakse), afhængig af skadens omfang23
    • Virkningen sker formentlig gennem proprioceptiv stimulering (kortere peroneal reaktionstid)

Forløb, komplikationer og prognose

Forløb

  • En række patienter - mindst 20% og i enkelte studier op mod 80% - har vedvarende problemer efter en akut ankelskade
  • Ca. 90% vil være smertefrie ved normal gang en måned efter forstuvningen
    • Fortsatte smerter tyder på bruskskade i leddet
    • Da bruskvæv opheler langsomt, kan irritationen holde sig i mange måneder

Komplikationer

  • Kroniske gener med smerter, stivhed og hævelse
    • Kan skyldes bruskskade - kondrale eller osteokondrale frakturer - diagnosticeres bedst ved MR
    • Anterolateralt synovialt smertesyndrom - artroskopi med lokal synovektomi kan være en løsning
  • Instabilitetsgener af kronisk karakter forekommer hos ca 10%
    • Mekanisk instabilitet kan påvises med stresstests - der kan evt. foretages operativ rekonstruktion
    • Funktionel instabilitet kan skyldes bl.a. peroneussvigt - i form af reduceret styrke og/eller proprioceptiv funktion

Prognose

  • Mange får kronisk instabilt ankelled

Patientinformation

Hvad man bør informere patienten om

  • Nøje instruktion i selvtræning

Hvad findes der af skriftlig patientinformation

Illustrationer

Dokumentation

Diagnostik

  • Ottawa ankelregler
    • Diagnostisk præcision (Ia)7
      • Sensitiviteten er nær 100%
      • Specificiteten er 25-50%

Behandling

Generelt

  • En systematisk gennemgang af studier over behandling af ruptur af laterale ankelligament konkluderer at
    • Operation med aktiv funktionel træning fører til færre gener og ustabilitet end funktionel træning alene
    • Funktionel træning giver færre smerter og mindre ustabilitet end 6 ugers gipsbehandling eller anden passiv behandling
    • Konklusion: Operation med aktiv funktionel træning, evt. funktionel træning alene, er anbefalet behandling 8 (Ia)

Specielt

  • Immobilisering
    • Et studie (Ia) har ikke fundet nogen klar forskel mellem immobilisering og funktionel behandling,24
    • Et studie (Ia) fandt ikke noget godt bevis for at kirurgi er immobilisering overlegen25
  • Funktionel behandling
    • Med anvendelse af forskelligt udstyr til støtte: elastiske bandager, tapening, semi-rigide ankelstøtter, proprioceptiv træning
    • Behandlingen er dokumenteret nyttig (Ia)24 og (Ia)26
    • Der er ikke fundet væsentlig forskel i effekten af funktionel behandling og immobilisering
    • Studier af kirurgi versus funktionel behandling viser modstridende resultater
  • Kirurgi
    • Der findes ikke gode beviser til fordel for kirurgi sammenlignet med immobilisering,24
    • Resultaterne er modstridende i forhold til funktionel behandling
  • Ultralyd
    • Ingen effekt (Ia)16,24
  • Kuldepakninger
    • Ikke påvist fordelagtige effekter27
  • Diatermi
    • Modstridende fund3,27

Kilder

Referencer

  1. Ivins D. Acute ankle sprain: An update. Am Fam Physician 2006; 74: 1714-20. AFP
  2. McKay GD, Goldie PA, Payne WR, Oakes BW. Ankle injuries in basketball: injury rate and risk factors. Br J Sports Med 2001; 35: 103-8. BJSM
  3. Struijs P, Kerkhoffs G. Ankle sprain. Clin Evid 2001; 6: 798-806. ClinEvid
  4. Wolfe MW, Uhl TL, Mattacola CG, McCluskey LC. Management of ankle sprains. Am Fam Physician 2001; 63: 93-104. AFP
  5. Sujitkumar P, Hadfield JM, Yates DW. Sprain or fracture? An analysis of 2000 ankle injuries. Arch Emerg Med 1986; 3: 101-106. PubMed
  6. Stiell IG, Greenberg GH, McKnight RD, Nair RC, McDowell I, Worthington JR. A study to develop clinical decision rules for the use of radiography in acute ankle injuries. Ann Emerg Med 1992; 21: 384-390 PubMed
  7. Bachmann LM, Kolb E, Koller MT, Steurer J, ter Riet G. Accuracy of Ottawa ankle rules to exclude fractures of the ankle and mid-foot: systematic review. BMJ 2003; 326: 417-24. BMJ
  8. Pijnenburg ACM, Van Dijk CN, Bossuyt PMM, Marti RK. Treatment of ruptures of lateral ankle ligaments: a meta-analysis. J Bone Joint Surg 2000; 82-A:761-71.
  9. Kerkhoffs GM, Rowe BH, Assendelft WJ, Kelly KD, Struijs PA, van Dijk CN. Immobilisation for acute ankle sprain. A systematic review. Arch Orthop Trauma Surg 2001; 121: 462-71. PubMed
  10. Safran MR, Zachazewski JE, Benedetti RS, Bartolozzi AR III, Mandelbaum R. Lateral ankle sprains: a comprehensive review part 2: treatment and rehabilitation with an emphasis on the athlete. Med Sci Sports Exerc 1999; 31(7 suppl): 438-47.
  11. Bleakley C, McDonough S, MacAuley D. The use of ice in the treatment of acute soft-tissue injury: a systematic review of randomized controlled trials. Am J Sports Med 2004; 32: 251-61. PubMed
  12. Bahr R. Sports medicine. Recent advances. Clinical review.. BMJ 2001; 323: 328-31. BMJ
  13. Slatyer MA, Hensley MJ, Lopert R. A randomized controlled trial of piroxicam in the management of acute ankle sprain in Australian Regular Army recruits. The Kapooka Ankle Sprain Study. Am J Sports Med 1997; 25: 544-53. PubMed
  14. Petrella R, Ekman EF, Schuller R, Fort JG. Efficacy of celecoxib, a COX-2-specific inhibitor, and naproxen in the management of acute ankle sprain: results of a double-blind, randomized controlled trial. Clin J Sport Med 2004; 14: 225-31. PubMed
  15. Kerkhoffs GM, Handoll HH, de Bie R, Rowe BH, Struijs PA. Surgical versus conservative treatment for acute injuries of the lateral ligament complex of the ankle in adults. Cochrane Database Syst Rev, issue 3, 2002. Cochrane
  16. Van der Windt DAWM, Van der Heijden GJMG, Van den Berg SGM, Ter Riet G, De Winter AF, Bouter LM. Ultrasound therapy for acute ankle sprains (Cochrane Review). In: The Cochrane Library, Issue 1, 2002. Oxford: Update Software Cochrane
  17. Kerkhoffs GM, Struijs PA, Marti RK, Assendelft WJ, Blankevoort L, van Dijk CN. Different functional treatment strategies for acute lateral ankle ligament injuries in adults. Cochrane Database Syst Rev, issue 3, 2002. Cochrane
  18. Lamb SE, Marsh JL, Hutton JL, et al. Mechanical support for acute, severe ankle sprain: a pragmatic, multicentre, randomised controlled trial. Lancet 2009; 373: 575-81. PubMed
  19. Beynnon BD, Renstrom PA, Haugh L, Uh BS, Barker H. A prospective, randomized clinical investigation of the treatment of first-time ankle sprains. Am J Sports Med 2006; 34: 1401-12. PubMed
  20. Handoll HH, Rowe BH, Quinn KM, de Bie R. Interventions for preventing ankle ligament injuries. Cochrane Database Syst Rev, issue 3, 2001. Cochrane
  21. Verhagen E, van der Beek A, Twisk J, Bouter L, Bahr R, van Mechelen W. The effect of a proprioceptive balance board training program for the prevention of ankle sprains: a prospective controlled trial. Am J Sports Med 2004; 32: 1385-93. PubMed
  22. Holme E, Magnusson SP, Becher K, Bieler T, Aagaard P, Kjaer M. The effect of supervised rehabilitation on strength, postural sway, position sense and re-injury risk after acute ankle ligament sprain. Scand J Med Sci Sports 1999; 9: 104-9. PubMed
  23. Olmsted LC, Vela LI, Denegar CR, Hertel J. Prophylactic ankle taping and bracing: a numbers-needed-to-treat and cost-benefit analysis. J Athl Train 2004; 39: 95-100. PubMed
  24. Van der Windt DA, Van der Heyden GJ, Van den Berg SG, et al. Ultrasound therapy for musculoskeletal disorders: a systematic review. Pain 1999; 81: 257-71. PubMed
  25. Pijnenburg AC, Van Dijk CN, Bossuyt PM, Marti RK. Treatment of ruptures of the lateral ankel ligaments: a meta-analysis. J Bone Joint Surg (Am) 2000; 82: 761-73. PubMed
  26. Kerkhoffs GMMJ, Rowe BH, Assendelft WJJ, et al. Immobilisation for acute ankle sprain: a systematic review. Arch Orthop Trauma Surg 2001; 121: 462-71. PubMed
  27. Ogilvie-Harris DJ, Gilbart M. Treatment modalities for soft tissue injuries of the ankle: A critical review. Clin J Sport Med 1995; 5: 175-86. PubMed
  • Bahr R. Vurdering og behandling av akutte ankelskader. Norsk idrettsmedisinsk forening 1996
  • Bull RC (ed). Handbook of Sports Injuries. New York: McGraw-Hill, 1999
  • Sneppen O, Bünger C, Hvid I (red). Ortopedisk kirurgi. 4. utgave. København: Foreningen av Danske Lægestuderendes Forlag A.S., 1998

Fagmedarbejdere

  • Jes Bruun Lauritzen, professor, overlæge, dr. med., Ortopædkirurgisk afdeling, Bispebjerg Hospital
  • Finn Klamer, speciallæge i almen medicin, tidl. prakt. læge, lægefaglig rådgiver i Den fælles offentlige sundhedsportal - sundhed.dk
  • Arild Aamodt, dr. med., overlege, Ortopedisk avdeling, Regionsykehuset i Trondheim
  • Ingard Løge, spesialist i allmennmedisin og universitetslektor, Institutt for samfunnsmedisinske fag, Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet, Trondheim

Datoer

  • Publiceret: 13.04.2009
  • Seneste redaktionelle revidering: 07.09.2009