Kommentar til artiklen

Alfa-føtoprotein (AFP)

Lægehåndbogen - http://www.laegehaandbogen.dk

Alfa-føtoprotein (AFP)

Koncentrationen af protein alfa-føtoprotein (AFP) i plasma, målt i mikrogram per liter (µg/L), eller eventuelt angivet som 1.000 internationale enheder per liter (kIE/L)
- 1 µg/L svarer til 1,4 kIE/L
- 1 kIE/L svarer til 0,7 µg/L
Synonymer: Alfa-1-føtoprotein; Alpha-fetoprotein
AFP minder om strukturen om albumin og dannes tidligt i fostertilstanden, indtil det i 10. til 15. uge når en maksimal plasmakoncentration på omkring 2 g/L, hvorefter produktionen langsomt falder, sideløbende med at fosteret begynder at producere albumin.
Funktionen i fostertilstanden menes at svare til albumins, mens der ikke er nogen kendt biokemisk funktion efter fødslen
Det AFP der kan måles i stigende koncentrationer hos gravide stammer fra barnet
AFP har en halveringstid i plasma på omkring 4 dage

Hos nyfødte er plasmakoncentrationen (navlesnorsblod) op til 70.000 µg/L
De følgende 2-3 uger falder koncentrationen i barnets plasma til mellem 500 og 4.000 µg/L, og faldet fortsætter hele det første år til et niveau under 10 - 15 µg/L
Individer over 1 år, fraset gravide kvinder: Under 10 - 15 µg/L
Gravide: Koncentrationen stiger gennem hele svangerskabet og når et niveau på 400 - 500 µg/L i uge 32 til 36, hvorefter værdierne falder til 40 - 250 µg/L op til fødslen og normaliseres i ugerne herefter

Mistanke om hepatocellulært carcinom
Kontrol af effekten af behandling og efterfølgende kontrol for optræden af recidiver
Regelmæssig kontrol, f.eks. hvert halve år, af patienter med levercirrose eller kronisk hepatitis
Regelmæssig kontrol af patienter med porfyri og især porfyria cutanea tarda

Mistanke om germinalcelletumorer i testes, ovarier eller ekstragonadalt (sacrococcygeale, mediastinale eller intrakranielle lokalisationer), hvor AFP altid anvendes sammen med choriogonadotropin (hCG)
- Ved mistanke om en intrakraniel tumor kan AFP og hCG måles i cerebrospinalvæsken
Kontrol af effekten af behandling, herunder vurdering af sandsynligheden for forekomsten af metastaser, og efterfølgende kontrol for optræden af recidiver

Patienten bør hvile i 15 minutter før prøvetagningen
Veneblod i rør uden antikoagulans (tørglas), eller eventuelt med lithium-heparin eller EDTA
Afpipetteret serum eller plasma er holdbart i 4 døgn ved stuetemperatur eller ved 4^oC

Se Trippeltest
- Forhøjede værdier (i forhold til det normale for gestationsugen) ses ved flerlingesvangerskaber, samt ved neuralrørsdefekter, øsofagus- og duodenalatresi, kongenit nefrose og oligohydramnion, abruptio placentae, præeklampsi og fosterdød
- Relativt lave værdier ses f.eks. ved trisomi 21 og trisomi 18

Ved hepatocellulært carcinom har omkring 40% værdier over 1.000 µg/L, og værdier helt op til 100.000 µg/L kan ses. Værdier mellem 100 og 1.000 µg/L er typiske, og let forhøjede (eller normale) værdier ses kun hos 5 - 10%
- Der er ingen tæt korrelation mellem AFP og tumorens størrelse, væksthastighed eller malignitetsgrad
- Hastigheden for stigningen i AFP kan variere meget, men har ofte et eksponentielt forløb
Høje værdier ses ved germinalcelletumorer i testes, ovarier eller ekstragonadale lokalisationer, men er sjældent så høje som ved leverkræft. Der findes samtidigt altid forhøjet hCG
Forhøjede værdier (op til 500 µg/L) ses hos omkring 20% af patienter med andre gastrointestinale cancere eller med lungecancer, især hvis der er levermetastaser

Patienter med levercirrose har ofte let til moderat forhøjet AFP (op til 500 µg/L), og forhøjede værdier er associeret med øget risiko for udvikling af carcinom
Det samme ses ved kronisk hepatitis
Patienter med akut infektiøs hepatitis kan have forhøjelser op til 500 µg/L, som ofte er tæt korreleret til den maksimale plasmakoncentration af ALAT, dog med en tidsforskydning på cirka 2 uger

Thomas L (red.). Clinical laboratory diagnostics. Use and assessment of clinical laboratory results. Frankfurt am Main: TH-Books Verlagsgesellschaft mbH, 1998.
Vilstrup H, Ott P, Ring-Larsen H. Lever- og galdevejssygdomme. I: Schaffalitzky de Muckadell O, Haunsø S, Vilstrup H, red. Medicinsk Kompendium. 17 udg. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S; 2009. p. 1678-761.
Burtis CA, Ashwood ER, Bruns DE (red.). Tietz textbook of clinical chemistry and molecular diagnostics. 4. udg. St. Louis, Missouri: Elsevier Saunders, 2006.
Lyngbye J, Kjær A, Ladefoged SA, Nissen PH. Lyngbyes laboratoriemedicin. 2. udg. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, 2010.

Ulrik Gerdes, overlæge, dr. med., Klinisk Biokemisk Laboratorium, Århus Universitetshospital, Risskov
Hans Christian Kjeldsen, speciallæge i almen medicin, ph.d., Aarhus Universitet, afd. for almen medicin. Praktiserende læge, Århus
Geir Thue, spesialist i alllmennmedisin, dr. med. NOKLUS og Oasen Legesenter, Bergen
Sverre Sandberg, overlege ved Nasjonalt kompetansesenter for porfyrisykdommer, Laboratorium for klinisk biokjemi, Haukeland Sykehus og professor i allmennmedisin, Seksjon for allmennmedisin, Universitetet i Bergen